Baseret på deres påføringsmetode kan flammehæmmere klassificeres i additivtyper og reaktive typer. Additive flammehæmmere inkorporeres typisk i basisharpiksen gennem simpel fysisk blanding. I modsætning hertil er reaktive flammehæmmere monomerer, der indeholder både flamme-hæmmende elementer og reaktive grupper-såsom halogenerede anhydrider, halogenerede bisphenoler og phosphor-holdige polyoler; på grund af deres reaktivitet kan de binde sig kemisk til harpiksens molekylære kæder og blive en integreret del af selve plastharpiksen (navnlig strukturerne af mange reaktive flammehæmmere tjener også som monomerer til syntetisering af additive flammehæmmere).
Flammehæmmere kan også kategoriseres efter kemisk sammensætning i uorganiske og organiske typer. Uorganiske flammehæmmere omfatter aluminiumhydroxid, magnesiumhydroxid, antimonoxid, zinkborat og rødt fosfor. Organiske flammehæmmere består primært af halogenerede kulbrinter, organiske bromider, organiske chlorider, fosfatestere, halogenerede fosfatestere, nitrogen-baserede flammehæmmere og nitrogen-phosphor opsvulmende flammehæmmere. Røgdæmpende midler-ofte molybdæn-, tin- eller jernforbindelser-tjener til at reducere røgdannelse og frigivelse af giftige eller skadelige gasser fra flamme-hæmmende materialer. Selvom antimonoxid og zinkborat har røg--undertrykkende egenskaber, bruges de ofte som flammehæmmende-synergister og er derfor klassificeret i flammehæmmende-systemer. Flammehæmning er et kritisk præstationskrav for langt de fleste plast; traditionelle flammehæmmende-materialer er afhængige af halogen-holdige flammehæmmere. Imidlertid genererer halogenerede materialer betydelige mængder røg og giftige, ætsende gasser under forbrænding, hvilket fører til sekundære farer. Almindelige -flammehæmmende formuleringer omfatter fosfor-baserede forbindelser, silicium-baserede flammehæmmere, nitrogen-baserede flammehæmmere og metalhydroxider; disse er kendt som miljøvenlige flammehæmmere, fordi de ikke fordamper eller producerer ætsende gasser under forbrænding.
